Is giver Egholmfærgen problemer

Tykke isflager i Limfjorden gør det svært for den lille Egholmfærge at opretholde sejladsen.

Isen i Limfjorden er hård ved den lille færge Egholm 1. Mandag blev færgefarten indstillet, da begge færgens skruer blev beskadiget af isen. Tirsdag morgen blev færgen genindsat, men isen er der endnu, og Egholm kan igen blive afskåret fra fastlandet med kort varsel.

- Det er problematisk med den hårde drivis lige nu. Situationen ændrer sig nærmest fra time til time, siger overfartsleder Erik Winther til TV2/Nord.

Problemet er op mod 30 cm tykke isflager, der ødelægger færgens skruer og ror.

- Det giver nogle problemer, men sådan er det jo at bo på en ø, fortæller lærerstuderende Sofie Bjørke Madsen, der bor på øen.

Færgen havde også problemer med is sidste vinter, men næste år skulle problemet være løst. Ifølge planen indsættes den nye færge Egholm 2 i foråret, og den skulle være bedre rustet til at klare isen.


Seneste nyt

fra Nordjylland