Gjøl-mand døde af sygdom

Den mand, som mandag blev fundet død på Gjøl, døde af naturlige årsager, fastslår politiet efter tekniske undersøgelser.

Den 78-årige mand, som mandag eftermiddag blev fundet død på Bjerget på Gjøl ved Limfjorden, døde af naturlige årsager. Det fastslår politiet efter at have lavet tekniske undersøgelser på stedet.

- Der er intet, der tyder på, at der ligger noget kriminelt bag dødsfaldet. Han er formentlig død af sygdom, siger politikommissær Lars Nørskov Jørgensen.

Da manden blev fundet mandag, afspærrede politiet området og efterforskede det som et gerningssted. Manden havde nogle skrammer i ansigtet, men de tekniske undersøgelser viser ingen tegn på, at manden har været udsat for en forbrydelse.

Lars Nørskov Jørgensen oplyser, at den 78-årige bliver obduceret senere tirsdag, hvorefter sagen sandsynligvis bliver lukket endeligt.


Seneste nyt

fra Nordjylland