Greenkeeper blev aflønnet forkert: Nu får han efterbetalt 100.000 kroner

Lønnen var for lav, da en faglært greenkeeper var ansat ved Rold Skov Golfklub. Nu har greenkeeperen indgået forlig med golfklubben, skriver Fagbladet 3F.

Da en 40-årig greenkeeper var ansat i et fleksjob ved Rold Skov Golfklub fra 2012 til 2015, fik han for lidt i løn. Timelønnen var mellem 114 og 135 kroner i timen – men den burde have været markant højere. Det skriver Fagbladet 3F.

Manden var aflønnet efter en overenskomst for bygge- og anlægsarbejde mellem 3F og Dansk Byggeri, fordi Rold Skov Golfklub er medlem af Dansk Byggeri. Det er der ikke noget problem i – men faglærte greenkeepere må ikke aflønnes dårligere og have ringere vilkår end medlemmer af Danske Anlægsgartnere ifølge bygge- og anlægsoverenskomsten.

3F Aalborg krævede, at greenkeeperen fik ekstra løn og pension, så han kunne matche medlemmerne af Danske Anlægsgartnere.

Greenkeeper tilfreds - golfklub ærgrer sig

Efter en langtrukket sag har parterne nu indgået forlig i sagen, og greenkeeperen har fået efterbetalt 100.000 kroner af Rold Skov Golfklub, hvor han ikke har været ansat siden 2015.

- Vores medlem er meget tilfreds med forliget. Men det er beklageligt, at sagen har varet urimeligt længe for vores medlem, siger Flemming Grønsund, der er forhandlingssekretær hos Den Grønne Gruppe i 3F til Fagbladet 3F.

Bestyrelsesformanden for Rold Skov Golfklub er utilfreds med, at det har taget to år at løse sagen. Han fortæller, at golfklubben har fulgt den vejledning, de har fået fra Dansk Byggeri.

- Vi er rigtig ærgerlige over, at vi har været en del af en konflikt om overenskomster. Vi havde indgået overenskomst og har i god tro udbetalt løn efter den overenskomst, som ifølge Dansk Byggeri var gældende, siger Henrik Brandt til Fagbladet 3F.

Greenkeeperen ønsker ikke at udtale sig om sagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland