Håndbold giver handelstravlhed

Især nordmændene bidrager godt til omsætningen i Frederikshavn, der er værtsby ved slutrunden.

Den sidste uge har Frederikshavn været malet i håndboldfarver, mens også Rusland, Rumænien, Puerto Rico og Kasakhstan har kæmpet om at spille sig videre ved slutrunden. Ud over spillere og trænere har også mediefolk og fans af de forskellige hold opholdt sig i Frederikshavn, og det har man godt kunne mærke i byen.

- Byen er gået all in, og der sådan en enorm opbakning fra byen, som jeg bare er stolt over som frederikshavner, siger Per Malmberg, der er direktør i Arena Nord, hvor håndboldkampene afvikles.

Hos blandt andet Hotel Jutlandia melder de om fulde huse, og byen regner med at nå op på i alt 4500 VM-overnatninger. Og så gør det bestemt ikke noget, at mange af dem er nordmænd, der godt kan lide danske øl og danske ølpriser.

Byen er gået all in, og der sådan en enorm opbakning fra byen, som jeg bare er stolt over som frederikshavner.

- De spytter ikke sådan i glasset, som vi andre gør. Koster en VM-øl 65 kroner, så skal de have to af dem, mens vi andre sidder og overvejer, skal vi ikke dele, så vi er rigtig glade for vores norske turister, siger Camilla Frost, der er direktør hos Hotel Jutlandia.

Selvom gruppespillet er slut fredag aften, er endnu ikke helt slut med håndbold-VM i Frederikshavn, for på søndag spilles der også en 1/8-finale i Arena Nord.
 


Seneste nyt

fra Nordjylland