Halvmaraton i nissetøj: 200 julemænd blæste gennem Frederikshavn

200 glade løbere rundede tirsdag aften de 21 kilometers løb i Frederikshavn - mange af dem klædt ud som nisser.

Om den stærke blæst over Nordjylland endte med at blive en fordel eller en ulempe for de cirka 200 løbere, der løb rundt i Frederikshavn tirsdag aften, er svært at sige.

Men løb, det gjorde de nu alligevel, og flere af dem var iført nissekostumer imens. For det er en del af at være med i det halvmaratonløb, der nu for anden gang er blevet afviklet i december i Frederikshavn.

- Vi har også udloddet et gavekort til Cruiseline, hvis man møder op i andet end bare end nissehue. Så det har nok også skubbet godt på med udklædningen, siger Rico Eierstad. 

Han er arrangør af det lille jule-halvmaraton i Frederikshavn, som i år er blevet udvidet med et ekstra løb i Hjørring på torsdag.

- Det bliver også et magisk halvmaraton. Mange af dem, der løber med i dag, vil være gengangere i Hjørring på torsdag. Så det er dejligt, siger Rico Eierstad til TV2 Nord.

Han er imponeret over, at 200 løbere trodsede det stormfulde vejr for at løbe med og have en mulighed for at tanke op på gløgg, chokolade og konfekt ved depoterne undervejs. Torsdag ser det nu ud til, at deltagerantallet stiger lidt - her er nemlig tilmeldt 250 løbere.


Seneste nyt

fra Nordjylland