Hamrén lykkelig over guldet

AaB-træner Erik Hamrén slap alle følelser løs efter 2-0-sejren over Brøndby, som sikrede AaB det første mesterskab siden 1999.

Erik Hamrén var en meget glad mand, da han torsdag aften kronede sit trænervirke i Aalborg med at gøre AaB til danske mestre for første gang siden 1999.

- Det er fantastisk at stoppe efter fire et halvt år med de spillere, med supporterne og med byen Aalborg. Vi har været meget stabile, og man skal også huske, at vi var gode i Europa i efteråret, og alligevel fik vi mange point i ligaen. Og her i foråret har vi fået flest point af alle hold. Jeg er meget lykkelig og meget stolt, sagde Erik Hamrén.

Lige efter kampen eksploderede svenskeren i en sand jubeldans, som også inkluderede en solid omfavnelse af trænerkollegaen fra Brøndby, Tom Køhlert.

- Lige nu har jeg så meget adrenalin, og jeg er så lykkelig. Men om en dag eller to vil der også komme mange tårer, fordi jeg skal skilles fra så mange personer, som jeg har arbejdet sammen med, sagde Erik Hamrén.

Han overtager efter sæsonen roret i den norske storklub Rosenborg.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland