Hedegaard udvider 10.000 m2

Æg-giganten er vokset ud af sine rammer og udvider med 10.000 kvadratmeter i Hadsund.

Hedegaard foods, der er nordens største distributør af æg, er vokset ud af rammerne på Glerupvej i Hadsund.

Derfor har administrerende direktør Ivan Noes Jørgensen netop sat sin underskrift på en kontrakt hvor virksomheden køber 10.000 kvadratmeter industribygninger på Fabriksvej i Hadsund.

- Salget af æg og pasteuriserede ægprodukter har udviklet sig positivt i en årrække, og vi har formået både at vækste sammen med markedet og at tage markedsandele. Derfor vokser vi snart ud af vores eksisterende rammer på Glerupvej i Hadsund og ønsker nu at fremtidssikre vores vækst gennem købet af et stort industrikompleks på cirka 10.000 kvadratmeter Hadsund, forklarer direktøren.

Planerne med de nye bygninger, som indtil 2012 tilhørte Uponor, som flyttede væk fra Hadsund, er i første omgang at bruge dem til fjernlager, men på længere sigt skal ægpakkeriet flytte ind, mens produktionen af pasteuriserede og kogte æggeprodukter skal have bedre plads på Glerupvej.

Det betyder blandt andet en renovering af bygningerne samt en investering i et nyt pakkeanlæg.

- Vi omsætter i dag for knap 1 milliard kroner og sælger et tilsvarende antal æg pr. år. Vi har en klar forventning om yderligere vækst i det kommende år - både i Danmark, men ikke mindst også i de omkringliggende lande. Og Hadsund kommer med de nye investeringer til at spille en central rolle i den udvikling, slutter direktøren.


Seneste nyt

fra Nordjylland