Helikopterstyrt i Sæby Svømmehal

Det maritime uddannelsescenter, Martec i Frederikshavn, er nu begyndt at afholde kurser for såkaldt offshore-personel. I en splinterny helikopter-attrap, der blev taget i brug i dag.

En helikopter er faldet ned et sted ude i Nordsøen. Det er scenariet, som kommende kursister skal øve sig i.

På indvielsesdagen er det dog halinspektøren og en af livredderne i Sæby Svømmehal, der får fornøjelsen af at være de første, der får lov til at prøve den ny helikopterattrap. De bliver spændt fast i en overlevelsesdragt inde i helikopterkabinen, som så bliver hejset ned under vandoverfladen.

- Uha, jeg håber ikke, at komme til at opleve det her i virkeligheden. Det er virkelig svært at komme ud med overlevelsdragten på, der tvinger én opad med et tryk på over 100 kg, mens man samtidig skal forsøge at slippe ud ad et vindue i helikopteren, siger halinspektør Jeppe Jacobsen til TV2/NORD.
 
Herhjemme har der hidtil kun været én udbyder i Esbjerg, som afholder obligatoriske sikkerhedskurser for alle, som - enten fast eller bare en gang imellem - arbejder på en boreplatform. Nu er det så, at også det nordjyske uddannelsescenter Martec er blevet godkendt af Søfartsstyrelsen til afholde sikkerhedskurser for offshore-personel. 

Martec skønner at op imod 800 i offshore-industrien skal igennem sikkerhedskurset med det simulerede helikopterstyrt.

Den seks tons tunge helikopter-attrap skal blive permanent i Sæby Svømmehal.

SE MERE I TV2/NORD TORSDAG KL. 19:30.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord