Hjælp til voldsofre i Nordjylland

02:02

Sarah Kruse, der er formand for lokalafdelingen af Hjælp Voldsofre i Nordjylland, har selv haft volden tæt inde på livet. Foto: Christell Maria Iversen

1 af 2

Foreningen Hjælp Voldsofres lokalafdeling i Nordjylland åbner i dag et kontor i De Frivilliges Hus i Aalborg.

Nordjyske ofre for vold kan fra i dag søge hjælp og støtte igennem foreningen Hjælp Voldsofre. I De Frivilliges Hus på Mølholmsvej i Aalborg vil lokalforeningens formand, Sarah Kruse, have kontortid hver anden onsdag i lige uger.

Den nye rådgiver, Sarah Kruse, har selv haft volden tæt inde på livet. I 2008 var hun offer for en voldtægt. En mand fulgte efter hende på vej hjem fra en bytur. Han trængte ind i hendes lejlighed og tvang hende til sex.  Efter overfaldet fik hun en længere depression.

Først efter nogle måneder kom hun i kontakt med foreningen Hjælp Voldsofre. Den hjælp, hun dengang fik, skal hun nu dele med nordjyske ofre igennem lokalafdelingen i Aalborg.

- Det jeg var igennem, det var rigtigt hårdt. Jeg stod uden hjælp, og det skal ikke ske for andre, siger Sarah Kruse til TV2/Nord.

Foreningen Hjælp Voldsofre, der har hovedsæde i Randers, har eksisteret i 30 år. Den har cirka 1500 medlemmer på landsplan, og når rådgivningen i Nordjylland åbner i dag, bliver det den blot tredje lokalforening i Danmark.

Sidste år blev der anmeldt 14.621 voldssager i Danmark - 1211 af dem var i Nordjylland.

Flere nyheder fra TV2 Nord