Hjørring Kommune lukker Nørlev Strand

Foto: Jesper Lange

Af sikkerhedsmæssige årsager har Hjørring Kommune søndag valgt at afspærre Nørlev Strand.

Det er strækningen foran de nedstyrtningstruede sommerhuse, der nu bliver lukket af.

- Vi kommer ned at lukker området af nu. Jeg kan ikke længere holde ud at se på alle de mennesker, der tilsidesætter deres egen sikkerhed, siger Hjørring Kommunes borgmester, Arne Boelt.

De seneste par dage er et utal af mennesker strømmet til Nørlev Strand for at se de udsatte sommerhuse, og det er dem, som der  nu skal tages hånd om.

- Folk er så optaget af de her sommerhuse, at de slet ikke tænker på deres egen sikkerhed. De går på halmballerne, og det er altså ikke ufarligt, siger Arne Boelt.

Ifølge Arne Boelt er medarbejdere fra Hjørring Kommune på vej til Nørlev Strand for at afspærre stranden.

Afspærringen bliver med advarselsskilte og snor.