Hobro forlænger med midtbanespiller

Foto: Daniel Lindemann Jakobsen

Hobro IK er blevet enige med midtbanespilleren Martin Mikkelsen om at forlænge samarbejdet med et ekstra år.

Den rutinerede midtbanespiller Martin Mikkelsen tager endnu en sæson i Hobro IK. 30-årige Mikkelsen har skrevet under på en et-årig kontraktforlængelse, som betyder, at han og Hobro nu har papir på hinanden frem til sommeren 2018.

- Det har været en stor prioritet for os at forlænge aftalen med Martin. Han er en utrolig dygtig og dedikeret spiller, som altid giver sig 110 procent både i kamp og på træningsbanen. Derudover er han en af de spillere, der er med til at tegne holdet både på og uden for banen, siger sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.

Martin Mikkelsen har spillet i Hobro i to et halvt år, og han har således været en del af hele den nordjyske klubs Superliga-eventyr, som endte sidste sommer, hvor Hobro IK rykkede ned i 1. division efter to år i landets bedste række. Himmerlændingene topper dog 1. division og har fine muligheder for at vende tilbage til Superligaen.

- Jeg er rigtig glad for at være her og er derfor også meget glad for forlængelsen. Hobro IK har udviklet sig til at være mit andet hjem, og jeg har svært ved at se mig selv i en anden klub. Jeg havde faktisk andre muligheder i sommers, men jeg havde ikke lyst til at forlade Hobro IK, siger Martin Mikkelsen om forlængelsen af aftalen.

30-årige Martin Mikkelsen kom til Hobro IK fra FC Fredericia. Han står noteret for 75 kampe og to mål for den nordjyske klub.

Flere nyheder fra TV2 Nord