Hobro IK køber Mads Hvilsom

Hobro IK har indgået en aftale med FC Midtjylland om at købe angriberen Mads Hvilsom fri af kontrakten hos den midtjyske Superliga-klub. Den hidtidige lejeaftale bliver nu afløst af en toårig kontrakt.

Den talentfulde angriber Mads Hvilsom, der siden sommeren 2012 har optrådt i Hobro IK på en lejeaftale fra FC Midtjylland, har underskrevet en toårig aftale med klubben.

Dermed er Mads Hvilsom blevet løst fra kontrakten i FC Midtjylland, der løb frem til 30. juni 2015. I de næste to år vil han dermed være fuldgyldig Hobro-spiller.

- Mads Hvilsom blev vores topscorer i den netop overståede sæson, og han har en væsentlig andel i, at vi har rykket op. Vi må ikke undervurdere alle de meter, som han har løbet og dermed givet plads til de andre på holdet. Han har været rigtig god for os, siger en tilfreds sportschef Jens Hammer Sørensen.

Ikke alene Hobro IK er tilfreds med aftalen, der har sikret den 21-årige angriber yderligere to år i den gule trøje.

- Det er en fortsættelse af det eventyr, som jeg har været ude på siden jeg for to år siden kom til klubben. Jeg synes selv, at jeg har været en stor del af den succes, som vi har opnået. Hobro IK og jeg er et godt match for hinanden, og det er en klub, hvor jeg kan udvikle mig endnu mere, fortæller Mads Hvilsom.


Seneste nyt

fra Nordjylland