Hobro: Vi forstærker os til vinter

Foto: Christian French (arkiv)

Den nordjyske Superliga-overraskelse Hobro vil forstærke sig i vinteren transfervindue.

Hobro IK indtager Superligaens fjerdeplads efter 10. spillerunder med 16 point, men det får ikke oprykkerne til at spare på penge. Er den rigtige spiller til rådighed i vinterens transfervindue, så slår de til.

- Som udgangspunkt vil vi forstærke os igen. Det har egentlig været devisen igennem samtlige transfervinduer de senere år - vi vil gerne blive lidt bedre hver gang, siger Hobros sportschef, Jens Hammer Sørensen til tv3sport.dk.

Det er ingen hemmelighed, at Hobro langt fra har Superligaens stærkeste økonomi men pengene er til rådighed, siger sportschefen.

- Hvis den rigtige spiller er der, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg kan blive bevilget pengene. Og vi leder efter nogen, der kan forstærke os. Vi kigger ikke efter spillere til bredden, siger Jens Hammer Sørensen.