Høsten starter næste uge

Foto: Carsten Munk Pedersen/landbrugsavisen.dk

Nordjyske landmænd skal høste rekordtidligt i år. Tørke og kun sporadiske byger betyder at høsten begynder 14 dage før normalt.

De nordjyske marker skal snart høstes. Og det er cirka 14 dage før normalt.

- Hvis der ikke kommer mere vand, så vil vi se de første mejetærskere på markerne i løbet af næste uge flere steder i Nordjylland. Det er mindst en uge tidligere, end noget vi har hørt om før, vurderer Jens Elbæk, der er chefkonsulent hos LandboNord.

Vinterbyggen står først for skud, og i Nr. Vissing ved Skanderborg er den allerede høstet. Det skriver Landbrugsavisen.dk

Kornet er modnet så hurtigt fordi det ikke har fået vand. Og selvom man kunne tro, det er positivt at få høsten afviklet tidligt, er det modsatte faktisk tilfældet.

- Vi kan se, at nogle marker er begyndt at tvangsmodne på grund af vandmangel, men det er svært at sige, hvad det har kostet,« siger Niels Buch, der er planteavlskonsulent ved Vestjysk Landbrugsrådgivning til Landbrugsavisen.dk.

Han tør dog ikke vurdere om vårsæden, der normalt høstes til august, også modnes før tid.

- Det afhænger af vejret, forklarer planteavlskonsulenten.

Flere nyheder fra TV2 Nord