Hypermoderne servicecenter på vej til nyt universitetshospital

Onsdag blev der afholdt rejsegilde for det 20.000 kvadratmeter store servicecenter, der skal assistere det nye universitetshospital i Aalborg Øst.

Et hospital har brug for plads til andet og mere end bare patienterne.

Derfor er et nyt servicecenter også godt på vej til at blive bygget ved det nye Aalborg Universitetshospital, der opføres i Aalborg Øst.

Servicecentret er et industrielt byggeri på knap 20.000 kvadratmeter i to planer og skal rumme flere forskellige servicefunktioner som blandt andet køkken, centrallager, sterilcentral og flere værksteder. Onsdag blev der afholdt rejsegilde for det nye servicecenter, der skal tages i brug fra 2021. 

- Det er lidt sjovt at være med til, for det er et kæmpe byggeri, vi er i gang med. Jeg var med til at tage det første spadestik, og det er seks år siden. Vi holdte rejsegilde for en stor del af selve hospitalet for et år siden, og nu er vi kommet så langt, at vi kan holde rejsegilde for det her, siger Niels Uhrenfeldt, projektdirektør for det nye Aalborg Universitetshospital.

- Men servicecentret er langt fra færdigt. Der er stadig en masse håndværkere, der skal fortsætte med at sætte skillevægge op og sætte udstyr ind. Det er en kæmpe opgave. 

 

Super moderne servicecenter

Servicefunktioner i centret skal betjene både det nye universitetshospital, de tilbageværende funktioner på Aalborg Universitetshospital Syd, første etape af det nye psykiatribyggeri, der omfatter cirka 12.000 kvadratmeter til retspsykiatri, de intensive afdelinger fra Mølleparkvej samt de andre sygehuse i Nordjylland. 

- Det bliver spændende at få samlet alle servicefunktioner i et hus. Ikke mindst understreger projektet, at det er et fuldt funktionsdygtigt hospital med eget produktionskøkken, og det bliver en moderne arbejdsplads med ny teknologi og nye logistiksystemer som for eksempel selvkørende robotter, fortæller regionsrådsformand for Region Nordjylland Ulla Astman (S).

Der er afsat 223 millioner kroner til byggeriet, og det forventes afsluttet i 2020 samt idriftsat i løbet af 2021.

Regionen er også i fuld gang med at opføre en 300 meter lang tunnel mellem servicebyen og det nye universitetshospital, hvor blandt andet linned, mad, depotvarer samt operationsgrej skal transporteres.

Omkring 400 medarbejdere vil få deres daglige gang i Servicebyen.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland