- Hvor skærer du billedet, Bruno?

Allan Olsen er på fornavn med fotografen. Han har netop sat sig til rette i stolen, hvor han er klar til at fortælle om 40 år som sangskriver.

Inden interviewet går i gang, beder Allan Olsen med et grin sin faste lydmand og ven Jan om at ”lukke røven”, så interviewet kan komme i kassen, inden der bliver taget hul på lydprøverne.

Stedet er Musikhuset i Frederikshavn. Der er tre timer til, at Allan Olsen går på scenen ved en udsolgt koncert som del af en en jubilæumsturne, der bringer Allan Olsen og hans faste crew rundt i Danmark i løbet af den næste måned.

De fleste koncerter er udsolgt for længst, og hovedpersonen glæder sig.

- Det vigtigste for mig er at spille live for folk. Jeg var 33 år, før jeg udgav min første plade. Det var slet ikke vigtigt for mig at udgive noget, for jeg ville hellere ud og møde folk og spille, siger Allan Olsen.

Fra værtshuse til den store scene

Det hele begyndte i starten af 70’erne på Spækbrættet og Moby Dick i hjembyen Frederikshavn – eller ”Fresse”, som mange ynder at kalde byen. Det er heller ikke tilfældigt, at det er lige netop her, Allan Olsen tager hul på sin 40 års jubilæumsturné.

At underholdningen på værtshuse i 70’erne skulle blive til 40 års karriere, havde Allan Olsen ikke forestillet sig.

- I den kultur, jeg kom fra, var det ikke noget, man overvejede – at man kunne leve af at pjatte hele livet igennem. Men som jeg kom op i 20’erne kunne jeg efterhånden se, at det sgu nok godt alligevel kunne blive til noget, der lignede en indtægt. Så er tiden pludselig gået, og jeg har aldrig lavet andet, siger han.

Vil ikke følge en sætliste

Allan Olsen sidder badet i lyset fra de mange lamper, der er sat op på scenen. Udover den faste stab bestående af Jan ”Lyd”, Jesper ”Ulsted” og sønnen Marco, har han nemlig valgt at tage en lysmand med på turné.

Til gengæld nægter han at følge en fast sætliste, når han spiller. I stedet har han en bruttoliste med 100 sange, og først under sidste vers i forrige sang beslutter han sig for hvilken sang, der skal være den næste.

- Jo mindre der er planlagt, jo mere kvalitet synes jeg, det kan få. Hvis jeg tre måneder i forvejen skal lægge et repertoire fast – det synes jeg er en fornærmelse mod situationen, siger Allan Olsen.

Når han skriver sange, er han inspireret af hverdagens små dramaer, og blandt andet politiets døgnrapport har været afsæt for flere af Allan Olsens sange.

- Ting, der kan virke ligegyldige, men som er små dramaer mellem mennesker– det er det, der er spændende at beskæftige sig med, siger han.

Allan Olsen er stadig nysgerrig

Allan Olsen svarer ærligt på alle spørgsmål med sine finurlige drejninger, så journalisten drister sig til at spørge, om han er blevet bedre med årene.

- Hvis jeg skal rose mig selv, vil jeg sige, at jeg ikke er mindre nysgerrig eller rastløs end da jeg var 20. Det gør jeg alt, hvad jeg kan, for at holde fast i, siger han.

Han griner, da journalisten spørger, om der mon også kommer en 50 års jubilæumsturné.

- Det her er blevet en jubilæumsturné, fordi min manager spurgte, hvad turneen skulle hedde. Jeg svarede, at det vidste jeg fandeme da ikke, men at vi da kunne kalde det for en 40 års jubilæumsturne, siger Allan Olsen.

Interviewet er slut. Allan Olsen rejser sig og griber ud efter sin sidste nye guitar. En firestrengs Gibson fra 1934, som han har købt i USA. I guitarkassen lå der en seddel med navnet ”Betty”, så det har han selvfølgelig også lavet en sang om.