Ib Michael modtager jubilæumslegat i Skagen

Den danske forfatter Ib Michael modtog søndag eftermiddag Drachmannlegatet på Skagens Kunstmuseum.

Det var ikke en hvilken som helst dansk forfatter, der søndag eftermiddag kunne takke for æren af at modtage Drachmannlegatet i et jubilæumsår. Prisen for 2017 - præcis 100 år efter det første legat blev givet - gik nemlig til Ib Michael.

Siden sin debut i 1970 er Ib Michael blevet tildelt blandt andet Weekendavisens Litteraturpris, De Gyldne Laurbær og Dannebrogsordenen - og søndag kunne han så føje Drachmannlegatet til den lange liste over priser og legater.

Prisen blev uddelt på Skagens Museum, hvor den tidligere journalist og studievært Jørgen Pyndt tog en snak med prismodtageren om hans forfatterskab og seneste udgivelse, "Den rullende kanon".

I år er det altså 100 år siden, Drachmannlegatet blev uddelt første. Legatet, der er opkaldt efter den berømte danske forfatter og maler Holger Drachmann, blev stiftet i tilknytning til Drachmanns Hus i Skagen, der i dag er en del af Skagens Kunstmuseer.

I tidens løb er Drachmannlegatet blevet givet til forfattere som Cecil Bødker, Hans Scherfig, Tove Ditlevsen, Johannes V. Jensen og Johannes Møllehave.

Udover æren får modtageren også 15.000 kroner


Seneste nyt

fra Nordjylland