Ind i det nye år med Guds ord

Foto: Thomas Gaardsmand

Mens nogle bruger 1. januar på sofaen og det traditionelle Nytårs-skihop, så havde andre valgt en lidt mere eftertænksom start på det nye år. Til Nytårsgudstjeneste.

Nytårsdag er faktisk en helligdag i den danske folkekirke. Men den er langt fra lige så besøgt som storebror, juleaften.

Alligevel havde en god del af nordjyderne valgt at starte det nye år med at høre om Guds ord. Som i Nørre Tranders Kirke, hvor TV2/Nords udsendte var forbi.

Her var det vikarierende sognepræst Villy Mølgaard, der skulle forkynde evangeliet for menigheden. Og han havde valgt en lidt anderledes måde på det: nemlig ved at trylle et stearinlys om til penge.

- For 30 år siden brugte jeg det her tryllenummer i en tv-transmitteret Nytårsgudstjeneste, og nu skulle jeg så stå for en igen, og jeg synes det var passende. Det er en fin måde at illustrere, at Jesus er verdens lys. Et lys vi skal dele med andre og ikke bare holde for os selv, forklarer han.

Faktisk er Nytårsdag ikke årets første dag i kirkekalenderen. Det er den 1. søndag i advent.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord