Isbjørnetrekantsdrama under opsejling i Aalborg Zoo

Vilma og Lars teede sig præcis, som om de havde kendt hinanden i flere år, da de så hinanden fredag morgen. Imens var Malik lukket inde for sig selv. Foto: Tommy Hald

Foto: Tommy Hald

1 af 2

Isbjørrnen Vilma er kommet på "ferie" til Aalborg Zoo, men ekskæresten, Lars, har fundet sig en ny dame, og hun er måske drægtig.

Tidligt fredag morgen ankom hun, isbjørnen Vilma, i et stort grønt bur. Hele vejen fra Rostock Zoo i Tyskland, hvor hun ellers bor med sine to unger.

På grund af en ombygning i isbjørneanlægget dernede er hun taget den lange vej for at komme på ferie i Aalborg Zoo. Og det kan potentielt blive en noget følelsesladet en af slagsen for den tyske isbjørn.

I anlægget i Aalborg ventede nemlig hendes "eksmand", Lars, som hun kender særdeles godt fra den tid, han tilbragte i Rostock Zoo. Lars er nemlig far til Vilmas unge.

- Det gik også rigtig fint for Vilma og Lars med at se hinanden. De opførte sig, som om de har kendt hinanden i mange år, og det har de jo også, fortæller TV2 Nords udsendte på stedet, Tommy Hald.

Men dermed er alt ikke fryd og gammen i anlægget i Aalborg. For hvad Vilma ikke ved, er, at Lars, siden han tog fra Rostock igen, har fundet sig en ny kone i Aalborg. Og at den kone, Malik, muligvis er drægtig.

- Malik er lige nu lukket inde for sig selv i en del af anlægget. Det er bare, indtil dyrepasserne helt sikkert kan finde ud af, om hun er drægtig eller ej. Hvis hun er, skal hun blive ved med at gå for sig selv, men er hun ikke, bliver hun nok lukket ud til de to andre. Og så må vi se, hvordan de to damer så reagerer på hinanden, siger journalist Tommy Hald, der overværede Vilmas ankomst til isbjørneanlægget i Aalborg.

Vilma ankom allerede torsdag aften, men måtte altså vente nogle timer til fredag morgen med at blive genforenet med sin Lars.

Flere nyheder fra TV2 Nord