Jan Paulsens fremtid er uafklaret før KIF Kolding-kamp

Foto: TV MIDT/VEST

Mors-Thy forhandler med den succesrige træner, men det er tvivlsomt, om han er med mod KIF Kolding København.

Onsdag aften spiller håndboldklubben Mors-Thy mod storholdet KIF Kolding København i Brøndby-Hallen.

Endnu ved Mors-Thy-spillerne dog ikke, hvem der skal være cheftræner for dem i den kamp og i de kommende opgør i Herre Håndbold Ligaen.

I klubbens seneste kamp, 33-30-sejren over Ribe-Esbjerg for tre dage siden, var sidste sæsons succestræner, Jan Paulsen, tilbage som midlertidig løsning efter fyringen af træner Anders Thomsen.

Mors-Thy håber at lande en lang aftale med Jan Paulsen, men endnu er intet sikkert.

- Vi forhandler. Vi håber at nå til enighed snarest, men lige i forhold til kampen i morgen har jeg ikke et ja eller nej. Det må tiden vise, siger Mors-Thy-formand Heino Vigsø.

- Vi håber, at vi kan nå hinanden, men det er ikke sikkert. Det er en længerevarende forhandling. Lige nu forhandler vi, og begge parter har fået lov til at sunde sig.

- Normalt tager sådanne forhandlinger flere uger, men vi prøver at gøre det på så kort tid som muligt, så vi kan stille med det stærkeste trænerteam inden for kort tid, siger formanden.

Siden afskeden med Mors-Thy efter sidste sæson, hvor klubben blev nummer fire i DM-slutspillet, har Jan Paulsen fået job som ekspertkommentator på TV3 Sport.

Det udgør også en konkret hurdle i forhandlingerne. Blandt andet skal Jan Paulsen ifølge Heino Vigsø netop onsdag aften kommentere en kamp for tv-stationen.

- Jan har en forpligtelse over for den kontrakt, han har underskrevet med TV3 Sport. Hvis de synes, at han skal være dér, så må vi acceptere det. Det er hans primære job nu og her.

- Men det er ikke så afgørende, om Jan er med i morgen eller ej. Det vigtigste er, at vi finder en permanent løsning, så vi kan få ro på igen. Hvis Jan skal passe sit job i en enkelt kamp, så lever vi med det, siger Heino Vigsø.

Mors-Thy fyrede for en uge siden træner Anders Thomsen efter lutter nederlag i sæsonens første tre ligakampe.

To dage senere kom det frem, at Jan Paulsen havde sagt ja til at stå i spidsen for holdet, i første omgang dog kun til kampen mod Ribe-Esbjerg.

Mors-Thy kan - hvis det ikke kan lade sig gøre med Jan Paulsen - lade assistenttræner Anders Fredsgaard styre holdet mod KIF Kolding København.

Har du et godt tip?