Jönsson-scoring ikke nok for AaB

En scoring fra nyerhvervelsen Rasmus Jönsson var ikke nok for AaB, der efter at have været foran 1-0 tabte 2-3 til Randers. Foto: Per Frank Paulsen

Fredag aften lykkedes det endelig for Randers FC at få scoret, da kronjyderne besejrede AaB med 3-2 på hjemmebane. Inden kampen mod AaB havde Randers ikke scoret i de seneste tre ligakampe.

Kasper Kusk og Rasmus Jönsson scorede for AaB, men Victor Lundberg, et selvmål af Patrick Kristensen og Jonas Kamper sikrede Randers sejren.

Dermed bliver Superligaen åbnet helt op igen, og Randers FC bevæger sig væk fra den truende nedrykningsstreg og blander sig nu i midten.

AaB missede til gengæld muligheden for at hægte sig fast på FC Midtjylland i den absolutte top i ligaen.

AaB kom som nævnt foran, men gæsterne formåede slet ikke at holde dampen oppe efter scoringen. Så set over 90 minutter var sejren til hjemmeholdet helt fortjent.

Gæsterne fra AaB kom ellers ind til kampen med stor selvtillid, da nordjyderne havde vundet de foregående tre kampe.

Det var måske netop selvtilliden, der gjorde, at AaB bragte sig foran efter ni minutter ved Kasper Kusk på et knivskarpt kontrastød.

Efter scoringen overgav AaB fuldstændigt initiativet til hjemmeholdet. Som en konsekvens af meget boldbesiddelse og tungt pres, kunne Viktor Lundberg midtvejs i første halvleg udligne til 1-1 for Randers.

AaB kunne slet ikke finde fodfæste på dette tidspunkt af kampen, og det skulle da også blive til 2-1 i hjemmeholdets favør.

Jonas Kamper fik afsluttet på kanten af feltet, men AaB's Patrick Kristensen blev noteret for et selvmål, da han rettede skuddet af.

I anden halvleg var billedet det samme. Randers var i kontrol og havde et hav af chancer for at lukke kampen endegyldigt - blandt andet to skud på stolpen. Gæsterne var derimod meget sjældent på besøg i Randers-feltet.

Derfor var det en spand koldt vand i hovedet på hjemmeholdet, da AaB ud af det blå fik udlignet til 2-2 ved indskiftede Rasmus Jönsson.

Randers svarede dog hurtigt igen, da Jonas Kamper scorede til slutresultatet 3-2 et kvarter før tid.

Randers møder i næste runde FC Nordsjælland. AaB skal forsøge at rejse sig mod AGF.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord