Kæmpe påskeæg: Ørn i Bindslev lægger to æg

Foto: Peter Franks Wenzel

Ørnen Beringa tror, at den har en mage i indehaveren af Ørnereservatet i Bindslev. Derfor er den nu begyndt at lægge æg.

Der har ikke været æg i rederne hos Stellers Ørnene i Ørnereservatet i Bindslev i årevis. Men nu har den ene af reservatets fire Stellers Ørne lagt hele to æg.

- Det første lagde hun den 15. marts. Og så kom der faktisk et æg mere søndag. Det er ret fantastisk, siger Peter Franks Wenzel fra Ørnereservatet.

Det er ørnen Beringa på 12 år, der har lagt to æg.

Hun er meget bevidst om, at jeg er dens mage. Ellers ville hun ikke lade mig passer reden, mens hun lige er væk

Peter Franks Wenzel, Ørnereservatet

Stellers Ørnen er en af verdens største ørnearter.

Det har taget lang tid at få Beringa til at lægge æg. Det kræver nemlig, at den har en mage, som den er tryg ved. Da den har afvist de to hanner i flokken, så har det ikke været muligt før nu. Den har da også kun lagt æg, fordi den tror, at Peter Franks Wenzel er hendes mage.

- Det er helt klart det, der sker lige nu. Hun er meget bevidst om, at jeg er dens mage. Ellers ville hun ikke lade mig passer reden, mens hun lige er væk, fortæller Peter Franks Wenzel.

Det har taget fire år med daglige træning at få skabt dette tillidsbånd imellem ørnen og Peter Franks Wenzel.

- De lærer ens stemme at kende. Det opstår for eksempel, når man lægger et par grene ind, og hjælper den med at bygge reden. Det fornemmer den, at så er det i orden på et tidspunkt.

Beringa lagde den sit første æg i 2014, men har ikke lagt nogen siden. Dengang var det Peter Franks Wenzels far, der trænede med Beringa. Men efter hans død i 2015, har hun ikke lagt æg.

- Det tog lang tid at genopbygge den her tillid. Det er tillid, det handler om. Og det er vi så heldigvis kommet til nu, siger han.

Der kommer ikke noget ud af de to æg, fordi Beringa ikke har haft en rigtig mage. Men det får den mulighed for til næste år.

- Ikke nok med at yngleprojektet er gået i gang igen. Vi har også fundet en han til hende. Han hedder Vitus, og skal fra næste år levere sæd til hende, fortæller Peter Frank Wenzel fra Ørnereservatet.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord