Kastrup-Larsen afviser lokalaftaler

Per Clausen kritiserer Aalborgs borgmester for at have skiftet mening om lokale arbejdstidsaftaler. Kastrup-Larsen afviser.

Byrådsmedlem i Aalborg Per Clausen (EL) kan i dagens udgave af Nordjyske Stiftstidende se håbet om en lokal arbejdstidsaftale for Aalborg Kommunes folkeskolelærere forsvinde i horisonten.

I et læserbrev tirsdag afviser borgmester Thomas Kastrup-Larsen nemlig, at viljen nogensinde har været der.

- Det vil jeg gerne slå en stor pæl igennem. Jeg var på selve valgdagen den 19. november citeret i Nordjyske for følgende: 1: Jeg vil ikke tage ordet lokalaftale i min mund, men jeg synes, vi skal have en dialog med lærerne i forbindelse med hele den proces, som man har gang i. 2: De har lavet en aftale i Aarhus, hvor de forsøger at få parterne til at mødes. Det er mit budskab, at vi skal have fokus på, hvordan vi får lavet implementeringen af Danmarks bedste folkeskole. I den proces skal vi også have en værdibaseret dialog med lærerne, om hvordan vi kan komme videre, skriver borgmesteren i læserbrevet.

Det er dog ikke svært at bebrejde Per Clausen at han har hørt Kastrup-Larsens udtalelser som imødekommenhed overfor en lokalaftale. Til TV2/Nords valgdebat 14. november - under en uge før valget - sagde den daværende borgmesterkandidat.

- Jeg ved, at de har lavet en aftale i Aahus, som jeg synes ser spændende ud, og som jeg synes, vi skal kigge på i forhold til at få ro omkring arbejdsforholdene.

Og Aarhus-aftalen definerer altså lærernes arbejdstid på og udenfor skolerne. 35 timer om ugen skal lærerne arbejde på skolen, mens 215 timers arbejde kan løses, hvor det er mest hensigtsmæssigt.

En lignende aftale kan lærere ansat i Aalborg dog skyde en hvid pil efter, og Thomas Kastrup-Larsens udmelding om "værdibaseret dialog" har fået Per Clausen til tasterne på det sociale medie Twitter, hvor han stiller borgmesteren frem til en forfremmelse.

"Lærerne får alligevel ikke nogen arbejdstidsaftale i Aalborg, siger borgmesteren. I stedet får de værdibaseret dialog. Ny minister?"

Flere nyheder fra TV2 Nord