Kastrup-Larsen: Social katastrofe

Byrådet i Aalborg vil rette henvendelse til regeringen og bede den om at ændre dagpengereglerne. Rådmand kalder det for en social katastrofe.

Udregninger viser at 800 borgere vil blive smidt ud af dagpengesystemet næste år alene i Aalborg og det vil ramme dem hårdt hvis de kun skal leve af ægtefællens løn, mener Rådmand og fungerende borgmester Thomas Kastrup-Larsen (Soc.dem.)

Derfor vil byrådet nu foreslå regeringen at reformen ændres. Man foreslår blandt andet at genoptjeningsreglerne bliver lavet om til krav om et halvt og ikke et helt års arbejde og at ledige over 30 år får mulighed for at uddanne sig på dagpenge.

- Jeg er sikker på, at regeringen lytter til de forskellige henvendelser, der kommer. Særligt i en sag som denne her, der handler om så mange mennesker. Jeg synes jo, at det er en social katastrofe for de mennesker, det kommer til at gå ud over og jeg synes at Folketinget trænger til at handle på denne her sag, siger Thomas Kastrup-Larsen til TV2/Nord.

Venstre og Konservative i Aalborg Byråd var imod henvendelsen til regeringen.


Seneste nyt

fra Nordjylland