Kayke: Jeg håbede at komme tilbage

Foto: Allan Storkborg

AaB sikrede sig torsdag angriber Kayke. Et skifte lige efter brasilianerens hoved.

AaB har været Superligaens helt store overraskelse i år. Alligevel valgte de økonomisk trængte nordjyder at opruste i angrebet på transfervinduets sidste dag. Og som forventet var det brasilianske Kayke, som Lynge Jakobsen kunne præsentere.

- Vi er glade for, at det i samarbejde med vores Player Invest er lykkedes at tilknytte Kayke på en lukrativ aftale. Vi ville meget gerne have beholdt Kayke efter forårssæsonen, men den samlede økonomiske pakke gjorde, at vi på det tidspunkt takkede nej. Heldigvis har situationen ændret sig, og Kayke har vist stor vilje for at få tingene til at falde i hak, siger Lynge Jakobsen i en pressemeddelelse.

Kayke spillede i foråret for AaB på en lejekontrakt, men efter lejeopholdet var det af økonomiske grunde ikke muligt at skrive en permanent kontrakt med Kayke. Det har imidlertid ændret sig.

- Rent spillemæssigt er vi ikke i tvivl om, at Kayke indeholder et enormt potentiale, som vi i AaB har en tro på, at vi kan være med til at forløse, tilføjer Lynge Jakobsen.
Og at det nu er blevet til en permanent aftale passer brasilianeren glimrende.

- I løbet af de seneste mange uger har jeg håbet at komme tilbage til AaB. Jeg er glad for både klubben, byen og træneren.

- At have skrevet en længere kontrakt betyder også, at jeg bedre kan udvikle mig, og jeg vil gøre mit bedste for at bidrage så godt som muligt til holdet, lyder det fra den 23-årige offensiv-spiller, der får trøjenummer 30 i AaB.
 
I foråret spillede Kayke ni kampe for AaB og scorede tre mål.

Flere nyheder fra TV2 Nord