TV2 Nord

Kendt YouTuber: - De taber kæben, når jeg fortæller om kvindeforhold i Kenya

01:55

Det er FN's internationale pigedag, og i den anledning har én af de mest fulgte danskere på Youtube - nemlig den aalborgensiske Kristine Sloth -- været i Aalborg for at holde foredrag om pigers rettigheder.

Foto: TV2 Nord

1 af 2

Det er FN’s internationale pigedag, og i den anledning har én af de mest fulgte danskere på YouTube været i Aalborg for at holde foredrag om pigers rettigheder.

Kristine Sloth fra Aalborg er en af de allerstørste YouTubere i Danmark. Onsdag lagde hun vejen forbi sin tidligere folkeskole, Skipper Clement Skole i Aalborg, for at fortælle eleverne om, hvordan mange piger i Afrika lever et liv i skyggen af det mandlige køn.

- Det betyder meget for mig at kunne gøre en forskel og være med til at udbrede et godt budskab. Det at kunne videreformidle mine egne erfaringer fra Afrika, det betyder meget, siger Kristine Sloth.

Og det er ikke svært at få de unge til at lytte efter, når det netop er den 18-årige nordjyske YouTuber, der fortæller.

- Det er lidt specielt, at hun er her, for man ved jo godt, hvem hun er. Jeg følger hende og vil gerne høre, hvad hun har at sige. Jeg tror, man lytter mere efter, når det er hende i forhold til en, som man ikke ved, hvem er, siger Sofie Johnsen, der går i 8. klasse på privatskolen.

Udover at være YouTuber er Kristine Sloth ambassadør for Plan Danmark, og i april var hun med organisationen i Kenya. Herfra lavede hun web-serien ”Min tur til Kenya”, som er blevet set mere end 1.2 millioner gange.

Med den erfaring og de oplevelser om kvinderoller i Afrika var Skipper Clement Skole ikke i tvivl om, at netop Kristine Sloth skulle holde oplæg om pigers rettigheder.

- Jeg synes næsten, man kunne se det på de unge mennesker. De var ovenud glade for, at det lige var Kristine, der kom i dag, siger Mikael Larsen, der er lærer på skolen.

Og det er ikke kun eleverne, der er glade. Også YouTuberen selv havde smil på læben.

- Det har været fedt at fortælle om det hele. Man kan bare se, hvordan folk taber kæben, når jeg fortæller om de barske oplevelser, jeg har haft i Kenya. Det er rart at være med til og gøre dem opmærksom på, hvad der faktisk foregår i verden, siger Kristine Sloth.  

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord