Kendte investorer smider millioner i nordjysk virksomhed

15 investorer har skudt et ét-cifret millionbeløb ind i Aalborg-virksomheden RadiCover.

Nordjyske Radicover, der laver covers, der begrænser stråling fra elektronik, har fået et økonomisk boost. 15 investorer har nemlig investeret et  et-cifret millionbeløb i virksomheden. 

Blandt investorerne er Mogens Vad, kendt fra Millionærklubben på Radio 24syv og TV2 News, investor og erhvervsmand Peter Sandberg samt tidligere kædechef i Inspiration, Peter Zinck. Så udover millionerne får det nordjyske firma også tilføjet en masse erfaring. Det er Enrico Kaarsberg, der er idemanden bag og indehaveren af Radicover.

- Jeg har investeret i RadiCover fordi Enricos personlige historie berørte mig, og gjorde at jeg gerne vil hjælpe med at sprede budskabet om at RadiCover findes, og kan reducere stråling betragteligt, fortæller Peter Sandberg, der sammen med stifteren af internetbutikkerne Smartguy og Stylepit, Peter Zinck, indtræder i RadiCovers bestyrelse. 

Investeringen skal hjælpe Enrico Kaarsberg og RadiCover til at udvide på udenlandske markeder. 

- Jeg vil gerne gøre min egen, og min families hverdag lidt sikrere. RadiCover arbejder med at løse en problemstilling, som jeg desværre tror kun er stigende. Derfor forventer jeg stor vækst for RadiCover, og jeg vil gerne være med til at løse disse væsentlige problemer, fortæller Peter Zinck om sin nye investering i RadiCover.

 

 
 
Foto: RadiCover

I 2013 fik nordjyske Enrico Kaarsberg konstateret et forstadie til kræft i sit lår, lige der hvor hans mobiltelefon plejede at ligge. 

Derfor valgte han i 2014 at sige sit arbejde op og begyndte i stedet at producere RadiCovers for at begrænse den stråling som elektronikken udsender. Det startede med covers til mobiltelefoner, men gælder nu både iPads og babyalarmer. RadiCovers kan købes i 200 butikker i hele landet. 

Enrico Kaarsberg var tilbage i efteråret i studiet i Nordjylland Live sammen med håndboldspiller Daniel Svensson i anledning af den landsdækkende Knæk Cancer kampagne. Se eller gense indslaget her.

 

 

Seneste nyt

fra Nordjylland