Kirke går mod tendens: Besøgstallet stiger

Aalborg Citykirke har i den seneste tid oplevet en stor stigning i antallet af kirkegængere, derfor tilbyder kirken nu en ekstra søndagsgudstjeneste.

Mange kirker har svært ved at fylde bænkene til gudstjenesterne om søndagen. Det problem oplever Aalborg Citykirke ikke. Her har man i stedet det omvendte problem - der er ikke plads nok.

- Vi har oplevet en vækst af nye, der er kommet til, særligt i ungdomsarbejdet "Ung Kirke" og blandt børnefamilier, siger kirkens præst Dan Sørensen.

Antallet af deltagere ved en almindelige søndagsgudstjeneste er steget markant. Nu finder omkring 250 mennesker hver søndag vej til Aalborg Citykirke, og det skaber en udfordring.

- Vi har ganske enkelt brug for mere plads. De senere år har vi forsøgt at finde en ny og større bygning, men det har ikke lagt sig til rette, så nu måtte vi gå andre veje, siger Dan Sørensen.

En af de andre veje er et tilbud om en ekstra gudstjeneste. Derfor vil kirkegængerne fra 14. september kunne vælge mellem to gudstjenester i Aalborg Citykirke på Samsøgade.

- Det er fantastisk at kunne få dobbelt så mange pladser uden at gå i banken. Så kan vi jo i mellemtiden fortsætte opsparingen til en ny bygning, siger Dan Sørensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland