Knivrøver truer ung kvinde

En 19-årig kvindelig ekspedient blev truet med en dolk kort før klokken 21 lørdag aften i Grill Cafeen i Hjallerup.

Knivrøveren kom ind i grillbaren med en 20-25 centimeter lang dolk eller spejderkniv og truede kvinden til at udlevere pengene fra kassen.

Røveren beskrives som dansk, 20-25 år og cirka 180 centimeter høj. Han bar en gul maske med grå aftegninger og med huller til øjne, næse og mund. Tøjet beskrives som en sort sweatshirt og sorte, løse bukser. Med sig havde han en rød-hvid plasticpose, muligvis fra en fakta-pose.

Den 19-årige kvinde, der var alene i grillcafeen, så kun, at røveren forsvandt fra stedet. Hun så ikke, om han var til fods eller om han havde en cykel eller en bil holdende i nærheden.

Udbyttet var et mindre beløb.

-Kvinden kom ikke noget til, siger Bruno Brix, vagtchef i Nordjyllands Politi.


Seneste nyt

fra Nordjylland