Københavnsk protest mod nordjysk præst

Dette bammer er sat op foran Stefanskirken på Nørrebro i København. Foto: Mathias Olsson

En kirke i København gør nu sit standpunkt synligt, efter at det i ugens løb kom frem at en præst fra Aalborg Stift nægtede at begrave en homoseksuel kvinde.

Det er foran Stefanskirken på Nørrebro at et banner er sat op mellem to træer med ordene: "Her begraver vi også dumme præster fra Aalborg."

Beskeden er et indspark til den verserende fløjkrig om homoseksuelles rettigheder i folkekirken, skriver Berlingske Tidende.

Præst Pernille Østrem fra Stefanskirken fastslår, at reglerne, for hvad præster kan sige nej til bør ses efter i sømmene.

- Jeg synes, nok er nok. Det er en meget sårbar situation den familie oppe i Aalborg er kommet i, og i det hele taget synes jeg, det er et meget stort problem, at præster i den danske folkekirke faktisk har ret til at gradbøje ritualerne, siger Pernille Østrem til Berlingske Tidende.

Aalborg Stifts Biskop Henning Toft Bro vil ikke udtale sig om sagen før den omtalte Aalborgpræst i næste uge kommer med en redegørelse.

Flere nyheder fra TV2 Nord