Kommune fik mistanke om misbrug i 2006

Foto: Carsten Lorenzen

Rebild Kommune har svigtet de børn, der angiveligt er blevet misbrugt gennem ni år, indrømmer direktør.

Det formodede misbrug af i alt ni nordjyske børn kunne måske have været stoppet for flere år siden.

I hvert fald fik Skørping Kommune, som ved kommunesammenlægningen blev en del af Rebild Kommune, allerede mistanke om den 55-åriges seksuelle misbrug, da familien flyttede til Skørping i 2005 eller 2006.

- Vi fik underretning om, at der var nogle forhold, der ikke var, som de burde være. Og der var også mistanke om, at der var tale om seksuelle krænkelser, hvilket vi underrettede politiet om, siger Søren Kjær, direktør i Rebild Kommune.

Bekymringen kom fra ansatte på skoler og dagtilbud, der jævnligt havde med børnene at gøre. Men politiet fandt ikke dengang grundlag for at anklage den 55-årige mand. Ifølge anklageskriftet har misbruget ellers stået på siden 2001.

Og Rebild Kommune har da også et særdeles godt kendskab til familien, som den løbende har igangsat sociale tiltag hos. Men først i september 2010 var der beviser nok mod den 55-årige mand. Her blev han anholdt og varetægtsfængslet.

- Det er jo en forfærdelig sag, og der er ingen børn, der skal udsættes for den slags. Ansvaret for handlingerne er farens, men vi har et ansvar for, at børnene lever under ordentligt forhold, siger Søren Kjær og tilføjer:

- Hver gang vi har fået en underretning, har vi undersøgt og forholdt os til det. Når der har været behov for det, har vi også inddraget politiet.

- Men det er sket alligevel, og så har vi jo i et eller andet omfang svigtet, siger Søren Kjær, der dog har svært ved at sige, hvor kommunen skulle have gjort noget anderledes.

Rebild Kommune vil nu kigge grundigt på dens egen indsats i forbindelse med den omfattende misbrugssag, som starter i Retten i Aalborg den 13. februar.

- Det er klart, at sådan en sag som den her gør, at vi evaluerer på, om der er nogle ting, vi kunne være skarpere på. Vi skal lære af det, siger Søren Kjær.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord