Konkurs gør nordjysk IT-butikskæde landsdækkende - og størst

Direktør i Lab Tech Data Frank Bisgaard Andersen og den hidtidige direktør i WebCoverYou Johnny Nielsen giver hånd. Foto: LabTech Data

Den nordjyske IT-butikskæde LabTech bliver landsdækkende ved at redde konkursramt kollegas butikker.

LabTech Data i Aalborg har 17 IT-butikker rundt i landet, men nu bliver de endnu større.

De har nemlig overtaget fem af WebCoverYou’s otte butikker, deres webshop og 35 medarbejdere, efter WebCoverYou blev begæret konkurs for ti dage siden.

- Overalt har vi set et stort potentiale i WeCoverYou’s forretningskoncept og kompetente medarbejdere. Selv om fremtiden i høj grad drejer sig om nethandel er det vores erfaring, at både private og erhvervskunder samtidig ønsker en lokal forretning at blive rådgivet og serviceret i, siger Frank Bisgaard Andersen, direktør i LabTech.

Med fremover 22 butikker bliver LabTech Data formentlig landets største uafhængige kædeforhandler af IT og tilbehør til både private, gamere og erhverv.

LabTech Data overtager WeCoverYou-forretningerne i Aalborg StorCenter, Herning, Esbjerg, Kolding, og Rosengårdscenteret i Odense, mens en anden butik i Odense City, Vejle og Aarhus lukker.

WebCoverYou’s stifter og den hidtidige WeCoveryou-ejer, Johnny Nielsen, følger med som fremtidig COO.

- LabTechs overtagelse giver god mening. De fleste af vores flittige og dygtige medarbejdere kan fortsætte. Sammen går vi en utrolig spændende fremtid i møde til gavn for både personale og kunder, siger han.

Forsiden lige nu