Charmeoffensiv: Kriminalforsorgen er presset og lokker med jobgaranti

01:50

Video: Ib William Christensen

Der mangler fængselsbetjente i hele landet også i Nordjylland, og nu forsøger Kriminalforsorgen at få flere nordjyder til at melde sig til uddannelsen ved et møde i Hobro mandag.

Antallet af fængselsbetjente er faldet syv år i træk, og i dag mangler der ifølge Fængselsforbundet mindst 500 fængselsbetjente. Det skriver forbundets medlemsblad, Fængselsfunktionæren.

Ifølge bladet krævede 4000 indsatte for få år siden et opsynspersonale på 2650. I dag skal 2150 fængselsbetjente klare det samme antal indsatte.

Også på Kragskovhede nord for Frederikshavn søger man efter flere fængselsbetjente. Ifølge fængselsbetjentenes tillidsrepræsentant Karsten Pedersen har betjentene i de seneste mange måneder måtte tage 150 ekstravagter hver eneste måned på grund af overbelægning. 

Flere indsatte og mindre personale giver flere konflikter mellem de indsatte.

Den situation forsøger Kriminalforsorgen nu at ændre på ved orienteringsmøder, hvor man håber, at man kan få flere til at melde sig til uddannelsen som fængselsbetjent.

Læs også Indsatte rejser alvorlig kritik af Kragskovhede: Fængslet bærer stort ansvar for indsats død

Mandag er der mulighed for at høre om jobbet og uddannelsen hos Kriminalforsorgens områdekontor i Hobro. 

- Vi har brug for flere fængselsbetjente, og samtidig vil vi gerne give omverdenen et bedre billede af jobbet som fængselsbetjent. Derfor inviterer vi til orienteringsaften om uddannelsen, så interesserede kan se og høre, hvad det egentlig går ud på, siger kriminalforsorgens uddannelseschef Anne Bunimowicz.

Til orienteringsaftenen kan man møde fængselsbetjente og elever samt høre om uddannelsen, optagelsesprøverne og om den verden, som findes inden for murene.

- Uddannelsen kombinerer teori og praksis. På skolen lærer man om jura, psykologi, pædagogik, kommunikation og konflikthåndtering og deltager i den fysiske træning. Alt det kommer man til at arbejde med i løbet af praktikperioden, når man under uddannelsen kommer rundt til forskellige afdelinger i Kriminalforsorgen. I sidste ende handler jobbet om at gøre en forskel og hjælpe mennesker videre til et liv uden kriminalitet, fortæller Anne Bunimowicz.

Læs også Fyldt op: Kragskovhede Fængsel har for mange indsatte

Hvis man gennemfører uddannelsen som fængselsbetjent, er man garanteret et job i Kriminalforsorgen.

Om uddannelsen til fængselsbetjent

* Uddannelsen tager tre år og veksler mellem skoleundervisning på uddannelsescentrene i enten Møgelkær eller Birkerød samt praktik på et tjenestested. Desuden er der i praktikperioden otte uger med undervisning.

* Uddannelsen har både en teoretisk del med fag som jura, psykologi, pædagogik, kommunikation og konflikthåndtering og en praktisk del, som består af fysisk træning og praksis på en af de mange forskellige institutioner landet over.

* Under uddannelsen til fængselsbetjent veksles der mellem løn og SU. Man får SU i de perioder, hvor man får undervisning (10 måneder). De øvrige måneder er der en fast basisløn på cirka 20.000 kr./måned 

* En nyuddannet fængselsbetjent får cirka 23.800 kr./måned. 

Forsiden lige nu