Kunne kigge gennem brændende sommerhus

Foto: ARKIVFOTO: Per Frank Paulsen

Brandvæsenet i Frederikshavn kunne ikke redde ældre sommerhus.

Beredskabet i Frederikshavn måtte tidligt onsdag morgen rykke ud til et brændende sommerhus på Batterivej 5 i Skagen, som ikke kunne reddes.

- Da vi kommer derud, kan man kigge igennem sommerhuset, så det er ikke til at redde, siger indsatsleder Svend Ingvardsen, der beskriver sommerhuset som et ganske typisk træhus fra 60'erne.

Batterivej ligger ganske tæt på Grenen, og huset virker ifølge indsatslederen ubeboet. Nordjyllands Politi besluttede derfor at afspærre sommerhusgrunden, da beredskabet var færdige med deres arbejde.

- Mange gange har vi en omstændighed som vi kan pege på som mulig årsag, men når man har en udbrændt bygning som her, vurderer politiet at området skal afspærres, og så kan man kigge på det, når det bliver lyst, siger indsatslederen, hvis mandskab var færdige med at slukke branden klokken 6.30

Flere nyheder fra TV2 Nord