Kvinde og tæskehold fængslet i fire uger

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

En 36-årig kvinde opsøgte natten til søndag sin ekskæreste sammen med tre unge mænd, der bankede ham.

En 36-årig kvinde og tre unge mænd er alle blevet varetægtsfængslet frem til 3. marts - sigtet for at have tæsket kvindens ekskæreste natten til søndag.

Kvinden opsøgte natten til søndag sin 40-årige ekskæreste i hans lejlighed i Hobro. Med sig havde hun et tæskehold på tre unge mænd på 18, 19 og 31 år. De fire trængte ind i lejligheden til manden og bankede ham.

- Kvinden mener tilsyneladende, at de har et mellemværende. Det er muligvis noget med penge, siger vicepolitikommissær Johan Nielsen, der er leder af efterforskningen hos politiet i Himmerland.

Forinden var manden på værtshus i Hobro. Her var hans ekskæreste også, men ved den lejlighed talte de tilsyneladende ikke sammen. Derimod kom en af unge mænd hen til ham og truede ham. Det skulle manden ikke nyde noget af, så han forlod værtshuset og tog hjem til sig selv.

Da han senere på natten, nærmere bestemt klokken 04.10, blev opsøgt i lejligheden, gik det anderledes ufredeligt for sig. Manden blev banket og muligvis slået med et baseballbat. Han fik flænger i ansigtet og muligvis hjernerystelse og et brud på næsen.

Kvinden og de tre unge mænd, der kommer fra Hobro og Aars-området, er alle sigtet alle for grov vold.

Alle fire har alle valgt at kære kendelsen til landsretten.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord