Læsøhummere et hit i Sydeuropa

Med en omsætning på op mod 400 millioner kroner tegner 2007 til at blive et rekordår for verdens største producent af jomfruhummere, A/S Læsø Fiskeindustri.

- Jomfruhummere fra A/S Læsø Fiskeindustri står i høj kurs i udlandet. På koncernniveau forventer vi at modtage cirka 3.400 tons hummere i år, hvilket er en stigning på knap 15 procent i forhold til sidste år, siger økonomidirektør Svend Ole Larsen fra A/S Læsø Fiskeindustri i en pressemeddelelse.

95 procent af produktionen hos A/S Læsø Fiskeindustri går til eksport, og det er især sydeuropæiske lande som Spanien, Frankrig og Grækenland, som er vilde med Læsøhummere. Det helt store eksportland er Italien, som aftager ca. 80 procent af jomfruhummerne.

A/S Læsø Fiskeindustri beskæftiger i dag ca. 130 medarbejdere fordelt på afdelinger på Læsø, Skagen, Frederikshavn og Hvide Sande samt et datterselskab i Skotland.