Landmand faldet i kornsnegl

Foto: Per Frank Paulsen

En ældre mand fik torsdag eftermiddag sin fod og hånd slemt til skade i en kornsnegl.

En landmand i 70'erne er torsdag eftermiddag kommet svært til skade i en arbejdsulykke på sin ejendom på Øland ved Brovst.

- Han er formentlig snublet, og hans fod er så endt nede i den kornsnegl han arbejdede ved, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jan Stagsted.

Manden forsøgte efterfølgende at redde sin fod ud af sneglen, men fik i den sammenhæng også svære skader på sin arm.

- Han er reddet op og er på vej til Aalborg Universitetshospital, fortæller vagtchefen klokken 13.40.

Manden var ved bevidsthed under hele episoden, men det var en chauffør der var på ejendommen, der ringede 112.

Jammerbugt Kommunes beredskab rykkede ud til ejendommen med to brandkøretøjer, og en paramediciner var også hurtigt på stedet, hvor mandskabet hurtigt fik den ældre mand reddet op.

Arbejdstilsynet er kaldt til stedet for at undersøge omstændighederne omkring ulykken.

Flere nyheder fra TV2 Nord