Lastbil rev wire ned i Limfjordstunnellen

Det var en alt for høj lastbil, der onsdag morgen var skyld i, at en stålwire i Limfjordstunnellen røg ned fra loftet og skabte livsfarlige situationer i tunnellen.

Vejdirektoratets gennemgang viser, at lastbilchaufføren
bevidst overså adskillige advarsler og kørte ind i tunnellen, selv om lastbilen var for høj. Videooptagelser i tunnellen viser, at det var den høje lastbilen, der rev wiren ned.

Inden lastbilen kom ind i tunellen var chaufføren to gange med to kilometers mellemrum blevet advaret af kraftige gule blink, der fortalte, at læsset var for højt.

- Lastbilen ignorerer vores advarselssystem og kører meget langsomt ned i tunnellen. Chaufføren hænger ud af vinduet for at holde øje med, om lastvognen kan komme igennem. Han er fuldt bevidst om, at lastvognen er for høj, vurderer Vejdirektoratets pressechef, Brian Christensen over for P4 Nordjylland.

På videooptagelserne kan Vejdirektoratet se lastbilens nummerplader. Det er nu blevet meldt til politiet.

Wiren hang efter uheldet ned fra loftet to meter over vejbanen. Det førte til skader på en lastbil og en bus, der fik knust deres forruder, da de kørte ind i wiren.


Seneste nyt

fra Nordjylland