Lige før lukketid i AaB

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

AaB er i økonomiske problemer og er tvunget til at stramme ind. Og det skal være nu, ellers kan klubben lukke. Det mener flere eksperter ifølge Jyllands-Posten.

AaB har i vinterpausen sagt farvel til løntunge udlændinge som Kjetil Wæhler og Louay Chanko. Klubben har med andre ord ikke økonomi til at holde på klubbens mest løntunge spillere, og generelt skal de stramme livremmen ind for overhovedet at overleve, lyder det fra flere eksperter.

I april sidste år hentede klubben 37 millioner kroner i en aktieemission, men havde regnet med 50 millioner.

- Pengekassen nærmer sig bunden, hvis ikke den allerede er tom, siger aktieanalytiker i Dansk Aktieanalyse, Frank Jensen, til Jyllands-Posten.

AaB's administrerende direktør Poul Sørensen erkender overfor avisen, at klubbens likviditet kunne være bedre, men han understreger, at klubben ikke har problemer med at opfylde forpligtelserne overfor medarbejderne og at klubben kan betale sine regninger.

Klubben har leveret underskud på 175-180 millioner kroner i perioden 2009-2011. Ejendomseventyret på Hadsundvej blev en dyr fornøjelse, herrehåndbolden er solgt fra, og ishockeyen er til salg.

- AaB har været i en dyb livstruende situation. De store underskud kan ikke gentage sig medmindre, der bliver tilført ekstern kapital, hvilket næppe er realistisk. Det er lige før lukketid, så AaB må ændre strategi og skære, siger Morten Langer, der er redaktør på Aktieugebrevet til Jyllands-Posten.

AaB planlægger en ny aktieemission for netop at få flere penge i kassen fremadrettet.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord