Limfjordstunnel får store konsekvenser

Foto: Torben Hedemose

Kø og forsinkelser er en del af hverdagen for de nordjyske pendlere, der skal krydse Limfjorden, men det er intet i forhold til hvordan det vil se ud om ti år, hvis ikke der snart findes en løsning på de trafikale udfordringer.

Ifølge eksperter vil antallet af biler overstige Limfjordstunnellens kapacitet indenfor blot 10 år - og så vil de trafikale problemer blive endnu værre, end de er i dag.

Og trafikproblemerne kan blive så alvorlige, at det ikke længere kun er et spørgsmål om mindre forsinkelser - men at bilister ikke kan komme gennem tunnelen, og at Nordjylland risikerer at miste arbejdspladser.

I dag passerer omkring 70.000 biler gennem Limfjordstunnellen hver dag, og hvert år kommer der ifølge prognoserne 1400 flere til.

Det betyder, at Limfjordstunnellens kapacitet er opbrugt inden for 10-15 år, og det få store konsekvenser for udviklingen i Nordjylland.

- Mange spilder deres tid, og det er til gene, men samtidig kan folk heller ikke regne med at nå deres færge eller deres fly, så det er til skade for samfundet, siger Anker Lohmann-Hansen, Trafikforskningsgruppen på Aalborg Universitet.

Ifølge Anker Lohmann-Hansen må nordjyderne acceptere mindre forsinkelser i myldretiden i Limfjordstunnellen. Men det bliver alvorligt, når tunnellen stopper så meget til, at bilisterne for eksempel risikerer at misse deres fly- eller færgeafgange.

Formand for komiteen 3. Limfjordsforbindelse, Ulla Astman, understreger vigtigheden af, at der så hurtigt som muligt træffes en beslutning om en tredje Limfjordsforbindelse.

- Det hindrer folk i at komme på arbejde, og det hindrer varer i at nå frem. Det kan betyde, at virksomheder flytter væk eller ikke etableres. Det drejer sig om arbejdspladser og udvikling, så derfor er der behov for en løsning, siger Ulla Astman.

Fra der træffes en beslutning om at etablere en tredje Limfjordsforbindelse, til den er en realitet, vil der gå seks til syv år. Foreløbig er motorvejen nord for Limfjordstunnellen udvidet med et ekstra spor for at udvide kapaciteten, men det er ikke en langsigtet løsning, mener Ulla Astman.

Flere nyheder fra TV2 Nord