Liv i Langholt: Små byer får vokseværk

Landsbyerne bukker under en efter en, men ikke Langholt nord for Aalborg. Den får nu nyt liv efter mange års tilbagegang.

Først lukkede kroen, så forsvandt købmanden, og skolens eksistens har ikke altid været en selvfølge. Men lige nu har Langholt en markant vækst med nye udstykninger og nytilflyttede unge familier.

Maria Eriksen og Morten Søndergaard flyttede med deres to børn i hus til Langholt for et år siden. Begejstringen var dog til at overse, før de besluttede sig.

quote Vi lagde også mærke til en klar tendens: hver eneste gang vi havde kigget på et hus, så var det solgt, før vi kunne nå at reagere

Morten Søndergaard, tilflytter til Langholt

- Helt ærligt så havde jeg ikke de store forventninger, bare en by ude på landet. Men vi fik straks et helt andet indtryk. Vi havde ikke været her i tre dage, så var den første klassekammerat ovre og sige hej. Så vi fandt hurtigt ud af, at det var nemt at bo her. Vi lagde også mærke til en klar tendens: hver eneste gang vi havde kigget på et hus, så var det solgt, før vi kunne nå at reagere, siger Morten Søndergaard, der kommer fra Aalborg.

Hans kone, Maria Eriksen, supplerer.

- Vi var så heldige at finde huset her. Det passede i pris og beliggenhed. Bussen kører nærmest lige udenfor døren, så jeg kan komme på arbejde i City Syd. Det er det perfekte sted for os, og ungerne er så glade for, at de kan gå i skole og ikke skal køres og transporteres hver dag, siger Maria Eriksen, der kommer fra Vadum.

Langholt er pludselig populær igen

Landsbyer på stribe oplever tilbagegang de seneste år, men i Langholt vokser folketallet støt - fra 899 indbyggere i selve byen for fem år siden til 1023 i januar i år. Men sådan har det ikke altid været. 

- Det er gået noget op og ned for Langholt. Vi har haft sådan en død periode, hvor vi mistede en hel del forretninger og nogle unge mennesker, der flyttede fra byen. Nu er der er liv igen, siger Britta Svendsen, der har boet i Langholt det meste af sit liv.

quote De senere år er der sket meget. Der bliver bygget meget - både lejebolig og privat bolig. Jeg tror, vi er så populære, fordi vi ligger tæt ved motorvejen. Vi er jo i Aalborg på ti minutter

Finn Svendsen, lokal

- De senere år er der sket meget. Der bliver bygget meget - både lejebolig og privat bolig. Jeg tror, vi er så populære, fordi vi ligger tæt ved motorvejen. Vi er jo i Aalborg på ti minutter, siger Finn Svendsen.

Ny købmand til byen

Skolen og idrætslivet vokser, og i næste måned genåbner købmandsbutikken, der har stået tom i flere år. Lokale borgere og forretningsfolk har indsamlet over 400.000 kroner, og udlejeren, Ulrich Knudsen, renoverer for egen regning, så den nyansatte købmand, Pernille Derosche, har ingen betænkeligheder.

- Jeg har boet her i 34 år af mit liv og kender byen ud og ind. Der er så stor opbakning, så jeg tør sagtens gå i gang med at være den nye købmand i byen, siger hun.

Pernille Derosche har selv tre børn, som går i skole i Langholt.

- Det er en skøn by at have små børn i. De er meget tidligere ude på en cykel, end man er så mange andre steder med masser af trafik og andre farer. Det er en tryg lille by, siger Pernille Derosche.

Det synes familiefaderen, Morten Søndergaard, også.

- Det kan godt være, at jeg var skeptisk, før vi flyttede herud, men nu bliver vi boende her og lader børnene vokse op her, siger han.

Flere steder i Nordjylland kæmper de små landsbyer for at overleve. Men i Langholt nord for Aalborg ser det nu ud til, at kurven er knækket. Efter mange års tilbagegang, hvor både den lokale kro og købmanden drejede nøglen om, oplever byen en markant vækst med nye udstykninger og nytilflyttede unge familier

Seneste nyt

fra Nordjylland