Livreddere på turné

Antallet af drukneulykker i Nordjylland er steget, og især på havne går det ofte galt. Men lige nu rejser Trygfondens Livreddere rundt i regionen for at lære nordjyderne, hvordan vi undgår de fatale ulykker.

De let genkendelige kystlivreddere fra Trygfonden turnerer netop nu rundt i Nordjylland, hvor de besøger strande og havne for at fortælle om, hvordan man begår sig sikkert ved vandet.

- Det er vigtigt at gøre en forebyggende indsats, og det gør vi her. Vi fortæller om sikkerhed på havnen og om havnerådene, og vi giver og råd om badesikkerhed generelt, altså også ved strandene, fortæller kystlivredder Emma Holsey.

Lørdag lagde livredderne vejen forbi Sæby Havn, og her demonstrerede livrederne blandt andet, hvordan man redder en person op af vandet og hvordan man giver livreddende førstehjælp. Det kan nemlig blive nødvendigt ved strand og havn.

Fra 2007 til 2011 lå tallet for drukneulykker med dødelig udgang på seks i Nordjylland. I 2012, hvor de seneste tal er fra, var tallet ni. Det betyder, at Nordjylland har 16 procent at de fatale drukneulykker.

Ofte sker drukneulykker på havne, hvor alkohol tit er indblandet, og hvor der i mange tilfælde ikke er benyttet redningsvest. Udover at bruge vest og passe på med alkoholen, anbefaler Trygfonden også, at man orienterer sig om, hvor på havnen der findes en hjertestarter og en redningskrans, og hvor der findes en stige, så man kan komme op af vandet, hvis man skulle falde i.

Trygfondens Livredderpatrulje fortsætter den nordjyske turné frem til torsdag 17. juli. Her kan besøgende også selv få lov at give førstehjælp og kaste med redningskransen. På www.respektforvand.dk kan du se, hvornår livredderne besøger en strand eller en havn i dit område.


Seneste nyt

fra Nordjylland