Lokalt erhvervspar køber Visborggaard Slot

Foto: Thomas Gaardsmand

Rudolph og Susanne Von Platen-Hallermund har købt det fredede og historiske Visborggaard Slot i Hadsund, som siden 2011 har været bosted for sindslidende.

Det er ikke hver dag, man kan få lov til at sælge et slot. Men det var lige præcis det, Nybolig Erhverv Aalborg kunne udbyde tilbage i september 2016.

Og interessen for slottet, der sidst blev handlet i 1938, har været stor. Der har været over 50 henvendelser og mere end 20 seriøse fremvisninger.

- Der har både været folk med historisk og kulturel interesse inde og se slottet. Det har været et rigtig godt forløb, siger Steen Royberg fra Nybolig Erhverv Aalborg.

Læs også Regionen sælger fredet slot

Tirsdag aften godkendte regionsrådet et bud fra Rudolph og Susanne Von Platen-Hallermund, som kommer fra Hadsund.

- Det er en unik perle, som ligger i en progressiv kommune. Jeg tror på, der er plads til at lave udvikling, siger Susanne Von Platen-Hallermund.

Parret ved endnu ikke, hvad slottet konkret skal anvendes til.

- Det skal vi finde ud af i samarbejde med folk omkring slottet. Det skal bruges med respekt for den historie, stedet har, siger hun.

Parret ønsker ikke at offentliggøre, hvor meget de skulle betale for Visborggaard Slot.

Flere nyheder fra TV2 Nord