Lokdam taber sag mod sjællandsk Kokkedal Slot

Den nordjyske hotelejer fik ikke held med at få nedlagt forbud mod brug af navnet Kokkedal Slot på sjællandsk slot.

Ann Lokdam, der sammen med sin mand Gorm ejer og driver fem slotshoteller rundt om i Danmark har fået afvist sin begæring om at få det forbudt for Kokkedal Slot i Hørsholm at markedsføre det tilknyttede hotel og den tilknyttede restaurant under navnet Kokkedal Slot. Det har Sø- og Handelsretten i København afgjort.

Ann Lokdam havde anlagt sag mod Kokkedal Slot ApS, der ejer det fredede Kokkedal Slot i Hørsholm og mod Slotshotellet ApS, der efter aftale med Kokkedal Slot ApS driver hotel- og konferencevirksomhed under navnet Kokkedal Slot Copenhagen og restaurationsvirksomhed under navnet Slotskælderen.

Den nordjyske godsejer har ejet det nordjyske Kokkedal Slot, der ligger lidt uden for Brovst, siden 1988 hvor hun og hendes mand Gorm købte slottet.

I sagsfremstillingen fremgår det dog, at varemærket Kokkedal Slot først blev registreret i december 2008 og beskyttet mod misbrug i forbindelse med andre virksomheders handel med boligudstyr, konferencevirksomhed og restaurationsvirksomhed. Mere end tre år efter at Keops Development A/S købte Kokkedal Slot i Hørsholm og mere end to år efter at fredningsnævnet godkendte et renoveringsprojekt, der skulle gøre slottet til hotel. Et projekt den nuværende ejer af slottet overfor Hørsholm Kommune havde pligt til at gennemføre.

Den komplicerede sag endte dog med at falde på baggrund af selve den påstand Ann Lokdam havde fremsat om forbud mod brug af navnet Kokkedal Slot. Påstanden savner klarhed, skriver Sø- og Handelsretten. Påstanden har en ubestemmelig rækkevidde og kunne altså, hvis rettens ord var faldet ud til Lokdams fordel have givet for vidtgående rettigheder til at beskytte deres varemærke.

Det har ikke været muligt at træffe Ann Lokdam for en kommentar tirsdag og gennem hendes mand Gorm Lokdam blev det afvist, at TV2/Nord kunne få en kommentar før onsdag.

Ann Lokdam skal betale sagens omkostninger på 25.000 kroner.

Hele afgørelsen kan læses HER

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord