Lucas og Ida hitter

De nyeste nordjyder hedder oftest Lucas eller Ida.

Nordjyske forældre foretrækker Lucas og Ida, når de skal finde navn til deres børn. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Også på landsplan er Ida og Lucas populære navne, men her er de to navne dog overhalet af Sofia og William, som i øjeblikket er nationale topscorere på navnelisten. Det er tredje år i træk, at William topper listen over drengenavne, mens det er første gang at Sofia er det mest populære pigenavn.

Det er især Region Hovedstaden, som trækker Sofia ind på førstepladsen. I Region Nordjylland er Sofia ikke i top 3. Her er Ida mest populært efterfulgt af Emma og Freja.

På landsplan er årets højdespringer navnet Liam, som er sprunget hele 41 pladser frem på listen fra nummer 47 til nummer 6 i år. Blandt pigenavnene er Rosa årets højdespringer med et spring på 14 pladser fra nummer 53 til 39.

Flere nyheder fra TV2 Nord