Luk de mindste skoler

02:07

Hvis det står til de store skoler i Jammerbugt Kommune, så er Ingstrup en af de små skoler der skal lukkes. Foto: Iben Hedemann

1 af 2

Ingstrup Skole er en af de små skoler i Jammerbugt Kommune, som ender som taber i den nye skolestruktur. I hvert tilfælde hvis det står til de store skoler i kommunen.

- Det har jeg det jo lidt skidt med, fordi jeg synes jo ikke det ligesom skal være dem, som skal lukke de små skoler, og så længe der er den store forældreopbakning, som der er, siger Ib Sivesgaard, der er skoleleder på Ingstrup Skole.

De to store skoler Pandrup og Biersted foreslår nemlig uden blusel i deres høringssvar, at Jammerbugt Kommune bør lukke de syv mindste skoler. De store skoler mener, at det vil gavne både faglighed og økonomi.

- Så vil vi kunne højne niveauet af undervisningen i kommunen, fordi vi så får en omfordeling af ressourcerne, og dermed mulighed for at højne den kvalitet lærerne giver, siger Rikke M. Madsen, der er skolebestyrelsesformand på Pandrup Skole.

De 52 skoleelever i Ingstrup blegner i forhold til Pandrup Skole, der har fyldte A og B-klasser op til 7. klasse. Det er ikke altid let at være den lille, men i Ingstrup håber man stadig på at være det, efter den nye skolestruktur er gennemført.

- Jeg tror da heller ikke det kun er et spørgsmål om høringssvar fra de større skoler, der kommer til at afgøre det. Altså jeg håber, at den afgørelse man træffer vil være ud fra et bredt flertal af kommunalbestyrelsen, siger Ib Sivesgaard.

Den 27. januar beslutter kommunalbestyrelsen, hvordan den fremtidige skolestruktur skal se ud.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord