LykkeLiga vil uddele nye priser: -De skal hylde lykkesprederne

Håndboldligaen for udviklingshandicappede børn, LykkeLiga, vil uddele to nye priser, som hylder de mennesker, der skaber lykke i Danmark. Foto: Louise Dybbro, Blueroom

To helt nye priser skal hylde de mennesker, som skaber og spreder lykke i Danmark. Bag initiativet står håndboldligaen for udviklingshandicappede børn, LykkeLiga.

“Lykke kommer ikke af sig selv – det skabes af mennesker. Og de mennesker skal vi sætte pris på”.

Sådan lyder mantraet fra håndboldligaen, som også kalder sig “Danmarks lykkeligste fællesskab”, LykkeLiga. Netop derfor har ligaen valgt at uddele to nye priser, som skal hylde de mennesker, der er med til at gøre Danmark til en af verdens lykkeligste lande.

- LykkeLiga har til formål at skabe større lykke – først og fremmest blandt udviklingshandicappede børn og deres familier, men også i befolkningen generelt. Derfor er det helt naturligt for os at sætte fokus på lykke-begrebet med disse priser, siger LykkeLigas leder, Rikke Nielsen.

Om LykkeLiga

LykkeLiga er en håndboldliga for mere end 320 udviklingshandicappede børn i alderen 6-15 år. Ligaen er grundlagt af tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsen, og danner ramme om 22 håndboldhold.

Den ene pris har fået navnet ”Lykkeprisen 2018”, og den går til en offentlig person i Danmark, som har bidraget til at gøre danskerne lykkeligere. Den anden pris er ”Årets LykkeBringer”, og den går til en dansker, som gennem sit arbejde eller i sin fritid, gør en indsats for at skabe lykke for udviklingshandicappede børn.

Kandidaterne kan nomineres på LykkeLigas hjemmeside fra den 15. Marts til den1. Maj. Vinderen modtager foruden æren et rejsegavekort på 10.000 kroner.

Begge prisvindere afsløres ved en ceremoni under sæsonfinalen “LykkeCup” i Gigantium den 9. juni. I 2018 udpeges vinderne af LykkeLigas bestyrelse, men herefter vil der blive nedsat et dommerpanel.

Flere nyheder fra TV2 Nord