Lykketoft kickstarter klimapolitik i Mariagerfjord

Foto: Jesper Bo Winther

Den tidligere formand for FN’s Generalforsamling Mogens Lykketoft holdt i dag peptalk for erhvervsfolk og politikere i Mariagerfjord Kommune, der er på vej med en klimapolitik.

Mariagerfjord Kommunes Erhvervsråd havde tirsdag inviteret kommunens virksomhedsledere til en såkaldt Business Brunch på Bramslevgaard lidt uden for Hobro. Her var der fint besøg af den tidligere formand for FN's Generalforsamling, Mogens Lykketoft.

Mogens Lykketoft fortalte om FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling. Det drejer sig især om at afskaffe fattigdom og sult i verden gennem bæredygtig vækst, der skal bremse opvarmningen af jorden.

Erhvervschef Michael Christiansen fra Mariagerfjord Kommune siger:

- Det er en politisk målsætning, men det kræver at vi alle sammen - både som forbrugere, som kommune og som virksomheder - at vi står sammen for at løse den her udfordring, for at få en bæredygtig verden for næste generation og dem derefter.

03:46 Luk video

Kommunerne spiller en vigtig rolle

Ifølge Mogens Lykketoft er samarbejde mellem virksomheder og offentlige myndigheder en vigtig forudsætning for at opnå de mange klimamål. Og både stat og kommuner spiller en vigtig rolle.

- Kommunerne er jo sammen med staten den største indkøber i landet, og er dermed forbruger af milliarder af kroner. Hvis de og også den enkelte kommune støtter den grønne udvikling og de mest bæredygtige eksempler, så får vi dem på den måde også udbredt, siger han. 

Mariagerfjord Kommune har i modsætning til mange andre endnu ikke formuleret en klimapolitik, men borgmester Mogens Jespersen fra Venstre lover, at den er godt på vej.

- Alle ved jo, hvad der sker med vores miljø, og alle ved, at vi skal være bæredygtige. Det er bare lige med at komme i gang! Hele verden er i gang, og det er vi også i Mariagerfjord Kommune, siger Mogens Jespersen.

Ifølge borgmesteren bliver en klimapolitik for alvor sat på dagsordenen i foråret 2020, og Mogens Lykketoft tror, at danske virksomheder kan bidrage til klimaforbedringer og samtidigt skabe vækst.

- Vi ser det allerede med de store vindmøller, som der bygges massivt af både i Østasien og på den amerikanske østkyst. De er dansk opfundne og giver danske arbejdspladser. Dem kan vi få mange flere af, hvis virksomhederne og myndighederne får et endnu bedre samarbejde. FN’s Verdensmål er en revolution i vores måde at forbruge og producere på, som er nødvendig, hvis vi vil redde klimaet og gøre verden bæredygtig, siger Mogens Lykketoft.

Forsiden lige nu