Mand fastklemt efter solouheld

En 27-årig mand kørte klokken fem fredag morgen galt i sin bil. Politiet har mistanke om spirituskørsel.

Manden var alene i bilen, da han kørte galt. Han kom kørende på Skagensvej ved Ålbæk i nordgående retning, da han af uvisse årsager kørte over i det sydgående spor for derefter at ende i grøften.

- Vi har mistanke om, at der kan være spiritus involveret, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen.

Der er foretaget blodprøver på manden, som er sendt til analyse.

Bilen blev ved uheldet totalskadet, og den 27-årige måtte skæres fri. Men han slap heldigt fra sin tur i grøften med få skrammer.


Seneste nyt

fra Nordjylland