Mand sigtet i røverisag

Himmerlands Politi har anholdt og sigtet en mand for røveriet mod Østjysk Bank i Hobro onsdag eftermiddag. Men politiet efterforsker stadig flere spor.

Onsdag aften anholdt Himmerlands Politi en 33-årig mand fra Hobro. Han er sigtet for at have begået et røveri mod Østjysk Bank onsdag eftermiddag klokken 15.45.

Manden er efterfølgende blevet løsladt efter end afhøring, men politiet opretholder sigtelsen mod ham.

- Vi vurderede, at materialet ikke var stærkt nok til fortsat at holde ham anholdt, men han er stadig sigtet i sagen, siger vicepolitikommissær Johan Nielsen fra Himmerlands Politi.

Men politiet efterforsker flere spor. Man har set overvågningsvideo fra banken igennem, og herfra kan man give et klart signalement af røveren.
Manden var maskeret med en hue med huller i. Han beskrives som ung. Han bar en blå dunejakke med hætte og et par lyse joggingbukser med sort skrift.

Ved røveriet truede manden sig til et ukendt beløb, hvorefter han løb ud af banken. På den anden side af gaden sprang han på en cykel og forsvandt efterfølgende.

Politiet vil gerne i kontakt med vidner, der har set en mand, der passer til signalementet omkring tidsrummet for røveriet. Oplysninger i sagen kan gives på telefonnummer 114 til Nordjyllands Politi.


Seneste nyt

fra Nordjylland